Der er stor efterspørgsel på forretningsløsninger, der gør det nemmere for virksomheder at arbejde med individualiseret kommunikation – fx direct mail og brochurer med datastyret indhold. 

Express A/S har derfor hentet en af branchens stærkeste profiler, Niels-Martin Aller, ind som teknisk projektleder i deres presales team.

For at fastholde og udvikle positionen som en af de førende leverandører af digital print og direct marketing med datastyret, individualiseret indhold, har Express A/S valgt at ansætte Niels-Martin Aller som nyt medlem af deres presalesteam. Niels-Martin Aller kommer efter knap 10 år som leder af Xeroxs afdeling for salgssupport og presales med en solid international erfaring og er blandt de tungeste profiler inden for digital print, workflow, procesoptimering samt udarbejdelse af specialiserede forretningsløsninger og opsætningsværktøjer til individualiseret indhold i kommunikation.

Om ansættelsen af Niels-Martin Aller udtaler salgs- og marketingdirektør i Express A/S Claus Enersen:

Leverance af datastyret, individualiseret indhold – bl.a. til intelligente DM-løsninger – er et område, hvor vi fremadrettet virkelig kommer til at træde sømmet i bund. 

For at kunne det, er dataanalyse, forståelse af kundernes særlige forretningsbehov, evnen til at sammensætte tekniske løsninger og tilrettelægge processer, der maksimerer værdien af disse løsninger, et ufravigeligt krav, og dertil er Niels-Martin Aller den helt rigtige profil til vores salgsteam. Han har i adskillige år markeret sig som en kapacitet med en helt unik evne til at analysere kundernes behov, perspektivere i forhold til de tekniske muligheder og endelig i tæt dialog med kunderne at omsætte dette til løsninger, der har styrket deres forretning mærkbart”. 

Claus Enersen suppleres af adm. direktør i Express A/S, Bo Andersen:

”Det er Niels-Martin Allers kombination – den indgående indsigt i alle de tekniske forhold i forbindelse med digital print og forståelsen af kundernes forretningsbehov – der gør, at vi i Express A/S betragter ham som det oplagte valg til den styrkelse af vores presalesteam, som er en central del af den strategiske fremtidssikring af vores position på det skandinaviske marked”.

Niels-Martin Aller, der har siddet i Xeroxs salgsteam i mere end 19 år, og tidligere har arbejdet som konsulent ved Aller Tryk i Oslo, er oprindeligt uddannet akademiingeniør fra DTU med en efteruddannelse ved Western Michigan University i USA i dybtryk, flexografi, offset og papirfremstilling.

Niels-Martin Aller tiltræder som teknisk projektleder i Express A/S d. 22. oktober 2018.

For yderligere information

Bo Andersen

Mobil: +45 2095 5080

Mail: boa@express.dk 

Claus Enersen: 

Mobil: +45 2095 5090

Mail: clause@express.dk